"Det nøgne menneske"

Vi er en gruppe med 8 proffesionelle kunstnere Line Taarnberg, Lotte Kjøller, Lotte Horne, Jeff Ibbo, Olav Johannisson, Grethe tranberg, Esben Fog og Barry Pringle. Vi har det til fælles at vi arbejder med "Det Nøgne Menneske" i vores kunst. Flere af os har gennem hele livet trodset alverdens bonerthed og brugt "mennesket og dets nøgenhed" som udgangspunkt i vores kunst. Vi er klar over at vores tema skaber både beundring og røre men vi vil gerne skabe debat på vores egen måde - gennem kunstneriske udtryk. Det er muligt for udstillingssteder og kunstforeninger at få denne vandreudstilling til huse. Hvis det har skabt interesse så kontakt os her: info@the-naked-human-art.com

torsdag den 4. januar 2018

"det NØGNE menneske" med 7 kunstnere udstiller i vARTe Kunsthal, Varde 2018



I april måned 2018 i vARTe Kunsthal er der mulighed for at opleve en temaudstilling af kunstnergruppen det NØGNE menneske. Udstillingen, der både rummer foto, video, maleri, illustrationer og skulptur, viser syv kunstneres meget forskellige syn på menneskekroppen ud fra forskellige tolkninger og overbevisninger.

Kroppen har gennem hele menneskets historie været omdrejningspunktet for vores forståelse af os selv og vores plads i verden – tænk blot på Venus af Willendorf, de mange kristusfigurer, Leonardo da Vincis studier af kroppen og vor tids plastikkirurgi. Kroppen afspejler tiden på godt og ondt – således har kroppen været beundret, skabt begær, skamfølelse, harme og rædsel. Den har i nogle tilfælde været hellig og i andre sammenhænge blot et objekt. Vores forestillinger om, hvad der er smukt og grimt, tager ofte udgangspunkt i kroppen. Ikke mindst i dag med Snapchat, Facebook og selfies har kroppen en central plads i vores bevidsthed. Og den er svær at blive klog på – denne fantastiske krop, som afspejler så mange modsatrettede følelser.

Hvordan har kroppen det så egentlig i dag? Det kommer temaudstillingen Det NØGNE menneskemed flere bud på gennem en bred vifte af fotografier, video, malerier, tegninger og skulpturer, der sætter oplevelsen af den nøgne krop i centrum for fortolkning og udtrykker kroppens mangfoldighed ved hjælp af hver kunstners unikke kunstneriske udtryk og perspektiv.
Ligesom Caravaggio, Leonardo Da Vinci, Picasso og mange andre kunstnere, er kunstnergruppen professionelle kunstnere, der bruger det nøgne menneske som model og inspiration i deres kunst. De interesserer sig for mennesket og dets krop og sind, men på vidt forskellige måder – akkurat som fortidens mestre.

Olav Johhannison har gang i en alsidig virksomhed. Der udføres skulpturer i sten, ler, bronze og senest også i træ. Der males på div. materialer, og det bliver til nips eller tonstunge sager, som kommer på udstilling eller til en udsmykningsopgave. På udstillingen vises arbejder i ler, bronze, træ samt malerier. Udtrykket er naturalistiske om end med en ekspressiv og rå fremtræden.

Esben Fog arbejder primært med ”gammeldags” filmkameraer og kun med større negativformater. Han fremkalder og kopierer selv i eget mørkekammer.
Han arbejder mest med iscenesat fotografi, dvs. billeder som er udtænkt på forhånd og iscenesat af fotografen - ofte med brug af trickteknikker.
Det enkelte billede kan være længe undervejs, når der eksempelvis skal males baggrunde, laves kulisser osv. På udstillingen vil man, som noget nyt, kunne se enkelte digitale fotos i farve.

Lotte Kjøllers malerier tager næsten altid udgangspunkt i menneskelige relationer. Helt konkret ses ofte et eller to mennesker i en situation. En del situationer foregår i naturen, en del i et lukket interiør. Musik, leg og drømmesekvenser er skildret i flere af hendes billeder. Lotte Kjøller har udført en række billeder, der omhandler menneskelig forvandling. Her forstået som både forvandling og forandring, dvs. menneskets evne til at forandre sig gennem livet. Dette skildres gennem motivet såvel som farven. Farveholdningen er sprudlende og ekspressiv. Af og til anvendes guld og sølv som en glitrende understregning af bevægelse i direkte eller overført betydning.

For Line Taarnberg er det nøgne menneske billedet på uskyld, renhed, krop, sensualitet, seksualitet og forførelse. På billedet bliver synssansen forført – på film forføres vi via syns- og høresansen. Hun synes, det er spændende at arbejde kunstnerisk med vores sanseoplevelser. Kan man smage Adams æble til Eva, eller omvendt, bare ved at se på et billede, der illustrerer det?

Dorte Bundesen arbejder i mange forskellige materialer og med mange forskellige teknikker –dels for at finde frem til lige det materiale, der bedst kan udtrykke den historie hun ønsker at fortælle – og dels fordi hun er en nysgerrig sjæl, der gerne vil undersøge nye udtryksmåder. I den serie, hun her præsenterer, har hun arbejdet med to fysiske lag i samme billede – et lag til en baggrund, og et til motivet "det nøgne menneske". Kunstneren er især interesseret i den skyggevirkning der fremkommer, når der kastes lys på billedet.

Helle Mie arbejder med croquis - studier af mennesket, fra indtryk til udtryk.
Hun sammeligner sin arbejdsmetode med at være opdagelsesrejsende - oplevelsen er ny hver gang. Kunstneren stiller desuden spørgsmålstegn ved hvornår et menneske er nøgent?

Helle Crawford refererer ofte til klassiske myter i sine skulpturer, men det vil være forkert at kalde hende for en klassisk billedhugger. Man kunne derimod kalde hende for en anti-klassisk kunstner. Hendes skulpturer er ekspressive, dynamiske, sensuelle og humoristiske. De er fulde af fart, fantasi og fabulerende fortællinger.
Sammen med det ekspressive udtryk med tydelige spor af fingrenes arbejde, den ofte voldsomme dynamik i kompositionen, sensualiteten og det fabulerende indhold i skulpturerne generelt, er det arbejder som disse, der viser Helle Crawford som den på én gang traditionsbevidste og helt igennem originale kunstner, hun er.



FERNISERING søndag d. 8. april kl. 15-17 hvor der vil være kunst til øjet, lidt til ganen samt opførsel af komponist Alfredo Moreleons musik til Lotte Kjøllers værker akkomponeret af musikeren Lars på akustisk guitar. Musik er også kunst. Når Alfredo og Lars spiller deres musik gør de det så kunsten får sin plads og de nøgne mennesker ”lever”. Leder og kurator billedkunstner Lotte Kjøller vil holde en åbningstale om ”det NØGNE menneske i dag”.

CROQUIS EVENT lørdag d. 14 april kl. 13-15 af Lotte Kjøller:
Under vores udstillinger er det muligt udover at nyde de enkelte kunstværker selv forsøge sig som ’kunstner’ og gengive kroppens former og kurver i croquisevents. Vi skal lære at tegne croquis, d.v.s. skitser efter levende model. Vi ser på kurver, farver og menneskets proportioner. Undervisningen foregår mens der tegnes kl. 13-14. Efter kl. 14 tegner man selv til kl. 15. Der tages naturligvis hensyn til elevens niveau og ønsker - forkundskaber er ikke nødvendige. Man behøver ikke have tegnet før. Materialer forfindes i det små men stort, småt papir, blød blyant, akvarel, oliekridt osv. må meget gerne medbringes selv så man får det som man ønsker sig.

FOREDRAG søndag d. 21 april kl. 13 opføres foredraget ”det nøgne menneske” med Kim Bindesbøll Andersen. Kim kan foredragets kunst. Jeg kan roligt love at du ikke vil gå ligeglad herfra men vil være kommet ”op af stolen” mindst en gang med dette anderledes foredrag. Hans egne ord: Ud fra trends i tiden og sine personlige erfaringer vil Kim Bindesbøll undersøge hvilken betydning vi tillægger det nøgne menneske. Han er opvokset med en konservativ opfattelse af nøgenhed som seksuel og anstødelig, men har i sin ungdom gennemgået en proces, hvor han tog et opgør med det kropssyn. Ud fra sin personlige udvikling og eksempler på andre fortolkninger af nøgenhed vil Kim Bindesbøll stille spørgsmålstegn ved om vi har en sund nøgenkultur. Tilhøreren vil blive konfronteret med sit syn på det nøgne menneske og vil blive udfordret på sine kropspolitiske holdninger.

EFTERFERISERING Lørdag d. 27 April kl. 15-17 vil der være en efterfernisering kaldet ”sol i morgen” hvor vi vil fejre foråret med lidt til ganen samt spændende musik komponeret af komponist Alfredo Moreleon, se hele kunstudstillingen en gang til og hvor billedkunstner Lotte Kjøller vil vise de nye malerier frem malt under opholdet i Varde samt fortælle om sine billeder med Alfredo Moreleons musik komponeret til, og selvfølgelig sit liv som kunstner.

ARTISTTALK d. lørdag 27 april kl 15.30 med billedkunstner Lotte Kjøller

Se udstillingen i vARTe Kunsthal. 
Smedegade 35D(indg. fra Spigerborgade)
6800 Varde


torsdag den 29. september 2016

"det NØGNE menneske" med 10 kunstnere udstiller i SAK kunstbygning, Svendborg 2017


”Det Nøgne Menneske” på SAK
SAK Kunstbygning åbner dørene lørdag den 28. januar kl.14 for temaudstillingen ”Det Nøgne Menneske”, som viser 10 meget forskellige kunstneres syn på menneskekroppen.
Kroppen har gennem hele menneskets historie været omdrejningspunktet for vores forståelse af os selv og vores plads i verden – tænk blot på Venus af Willendorf, de mange kristusfigurer, Leonardo da Vinci´s studier af kroppen og vor tids plastikkirurgi. Kroppen afspejler tiden på godt og ondt – således har kroppen været beundret, skabt begær, skamfølelse, harme og rædsel. Den har i nogle tilfælde været hellig og i andre sammenhænge blot et objekt. Vores forestillinger om, hvad der er skønt og grimt, tager ofte udgangspunkt i kroppen. Og ikke mindst i dag med Snapchat, Facebook og selfies har kroppen en central plads i vores bevidsthed. Og den er svær at blive klog på denne fantastiske krop, som afspejler så mange modsatrettede følelser.
Hvordan har kroppen det så egentlig i dag? Temaudstillingen kommer med flere bud på spørgsmålet gennem en bred vifte af fotografier, malerier, tegninger og skulpturer, der sætter oplevelsen af den nøgne krop i centrum for fortolkning.
Deltagerne på udstillingen er Line Taarnberg, Lotte Kjøller, Annelise Jarvis Hansen, Lotte Horne, Jeff Ibbo, Olav Johannisson, Grethe Tranberg, Lars Kræmmer, Esben Fog og Barry Pringle.
På ferniseringsdagen vil der være mulighed for at tegne croquis og få råd og vejledning af Jeff Ibbo.
Udstillingen har fernisering den 28. januar kl. 14-16.
Udstillingsperioden er 29. januar – 5. marts 2017.
SAK Kunstbygning, Vestergade 27, 5700 Svendborg. Tlf. 62 22 44 70 Åben tirs.-søn. 11-16. www.sak.dkDu er velkommen! Se mere her: www.the-naked-human-art.com


søndag den 13. juli 2014

Temaudstillingen "det NØGNE menneske" med 8 professionelle kunstnere i "Den Gule Villa" på Frederiksberg juni 2014


Vi kom både i Frederiksberg Avis og i Cbh TV

det NØGNE menneske

Udstilling ved kunstnerne Line Taarnberg, Lotte Kjøller, Annelise Jarvis Hansen,
Lotte Horne, Jeff Ibbo, Olav Johannisson, Esben Fog og Barry Pringle
Den 10. – 27. juni
Tirsdag kl.11-18, onsdag til fredag kl. 11-16
Gratis adgang
Fernisering med klassisk musik
Fredag den 6. juni 2014 kl. 16 – 18.


det NØGNE menneske
Kunstudstillingen ”det NØGNE menneske” er en udstilling med otte kunstneres syn på den nøgne krop ud fra forskellige tolkninger og overbevisninger. Den nøgne krop har i århundreder vakt beundring, interesse, harme og skændsel. Men hvordan har den nøgne krop det egentlig anno 2014? Udstillingen i Den Gule Villa giver flere bud på spørgsmålet gennem en bred palet af kunstværker, og sætter oplevelsen af den nøgne krop og nøgenhed i centrum. 
Med maleri, fotokunst og skulptur illustrerer kunstnerne Line Taarnberg, Lotte Kjøller, Annelise Jarvis Hansen, Lotte Horne, Jeff Ibbo, Olav Johannisson, Espen Fog  og Barry Pringle kroppens mangfoldighed ved hjælp af hvert deres unikke kunstneriske udtryk og perspektiv.
I løbet af udstillingsperioden kan man udover de enkelte kunstværker selv forsøge sig som ’kunstner’ og gengive kroppens former og kurver i rækken af croquisworkshops fordelt på tre lørdage. Interesserer man sig for nøgenhed og naturisme er der desuden mulighed for at blive klogere på livet som naturist, når exformand for Kim Bindesbøll holder foredrag lørdag den 21. juni. 


Croquis workshop
Lørdag den 14., 21. og 28. juni kl. 11-14
Gratis tilmelding til Lk@Lk-kunst.dk.
Forkundskaber er ikke nødvendigt og alle er velkomne. Materialer medbringes selv.

Det nøgne menneske: Foredrag med Kim Bindesbøll
Lørdag den 21. juni kl. 14.30
Gratis tilmelding til Lk@Lk-kunst.dk
Kim Bindesbøll, den tidligere formand for Danske Naturister, vil denne eftermiddag holde foredrag med: Det nøgne menneske - om blufærdighed og nøgenhed i personligt, socialt og samfundsperspektiv

Kontaktoplysninger
For yderligere information og billedmateriale kontakt: Lotte Kjøller, Lk-kunst.dk / 23830717 eller kulturkonsulent Tina Hou Christensen, Den Gule Villa, tich03@frederiksberg.dk / 38210921
Adressen er: Den Gule Villa, Dirch Passers Allé 2, 2000 Frederiksberg